Teoretisk Grundlag


Socialpsykologi er læren om mennesket i dets sociale sammenhænge – relationer til enkelte andre, familien, gruppen, arbejdspladsen, byen, samfundet osv.

Mit væsentligste udgangspunkt er, at intet menneske er en ø. Ingen mennesker er upåvirkede af de sociale sammenhænge, de indgår i. Faktisk er det menneskelige væsen indbegrebet af sine sociale sammenhænge – vi bliver først mennesker i det øjeblik, vi træder ind i det sociale, i kontakt med andre mennesker.
 
Et hvilket som helst problem eller en lidelse og betydningen af den kan således heller ikke betragtes som noget, der udelukkende bor i et enkelt individ. Den vil altid være udviklet og eksistere i den enkeltes samspil med omverdenen.

Psykoanalysen tager udgangspunkt i, at der i terapien altid skabes en relation mellem terapeut og klient, og at det er denne relation, der giver mulighed for forandring. Psykoanalysen må herudover altid tage det ubevidste i betragtning.

Psykoanalyse kan være mange forskellige ting. De udviklinger, jeg finder mest interessante, er dem, der dannedes omkring Melanie Klein i London og Jacques Lacan i Paris. Én af de væsentligste pointer hos dem er, at vi først bliver mennesker, når vi er sociale, i kontakt med andre mennesker. En anden meget vigtig pointe er, at terapien (analysen) ikke er et pædagogisk projekt, hvor terapeuten sidder inde med den absolutte sandhed, som klienten blot skal opdage og acceptere. Tværtimod er hver enkelt person unik og har sin personlige tolkning af sin verden, af sine erfaringer, af sig selv i relation til andre mennesker.

Det er en udbredt misforståelse, at psykoanalyse handler om at tale om sin barndom. Det kan man gøre, hvis man vil og finder det relevant. Men det er vigtigt at huske, at vores fortid ikke har en bestemt, fastlagt betydning, men at den ser forskellig ud alt efter, hvor vi står og ser på den.